Det biologiske paradigme i talentforskning bygger på to grundlæggende antagelser 1) talent kan identificeres 2) senior performance kan forudsiges af tidligere ‘præstationer’. Talent er set ud fra dette perspektiv forstået som en atlets medfødte potentiale (fx antropometri, muskelstruktur, gener), som er forudsætning for muligheden for at nå verdenseliten. Det er således noget man har eller ikke har.
Når talent er udforsket som noget medfødt vil forskningens output naturligt blive udvikling af modeller for, hvordan man kan opspore talenter og hvordan man kan opbygge fintmaskede talentselektionssystemer, hvor de rette individer findes
Forskning peger på massive problemer i denne forskningstradition:
- Studier viser, at senior performance netop ikke kan forudsiges af tidlige præstationer
- Vi kommer til at forveksle ‘talent’ med fysisk og kognitiv modenhed. Det er almindeligt at opdele børn og unge efter årgange og udøvere der er født i januar er dermed næsten et år ældre end dem født i december.
- Alene af den grund at de er mere modne. Dette fænomen kaldes relativ alders effekt (RAE). Blandt svenske fodbold spillere er at chancerne for at blive selekteret til ungdomslandsholdene er fire gange så stor for spillere født i de første tre måneder af året sammenlignet med spillerne født I de sidste tre måneder af året (Peterson, 2014). RAE er et udtryk for, at trænere, der mener at selektere de mest ‘talentfulde’ udøvere, rent faktisk blot udvælger de ældste. I
- Der kan i praksis være behov for at selektere, hvis der fx er et begrænset antal pladser på en eliteskole eller lign. Men ISSP anbefaler at begrænse brugen af fysiske test som selektionsværktøj, da der ikke er evidens nok.
I en dansk kontekst, med relativt få atleter, er der kun belæg for at basere praksis på et princip om at fastholde flest muligt (med vilje, motivation og engagement) så længe som muligt. Udfordringen er da at definere konkrete forståelser af, hvad det vil sige at udvise vilje, engagement og motivation.
|
